Innovativ velfærdsløsning 2010
Denne løsning blev valgt til Innovativ Velfærdsløsning 2010
Kan "hårde" principper skabe mere ro, tid og plads til "bløde" værdier?
Ja, så afgjort siger de på Plejecentret Lindehaven i Ballerup. Igennem 2 år har de arbejdet intenst på at transformere sig selv fra at være en hvilende organisation til en kontinuerlig selvforbedrende organisation. De har gjort det med brug af Lean-filosofiens principper og værktøjer, økonomisk støtte fra puljen til bedre ældrepleje (Indenrigs og Socialministeriet) og kyndig vejledning af konsulenter fra Plustid ApS.
Udgangspunktet var visionen "Lindehaven - det bedste sted at bo og arbejde". Fremgangsmåden var ubetinget at værne om kerneydelsen (pleje og omsorg af de ældre) den "bløde" værdi, samtidig med at man med alle midler ville fjerne spild med de "hårde" principper. Eller sagt på en anden måde Lindehaven er gået benhårdt efter at identificere og fjerne enhver "udenomsaktivitet", der ikke direkte skaber værdi i forhold til kerneydelsen f.eks. afbrydelser, ventetid, administration, logistik etc.
Lindehaven har valgt at gå "hele vejen" i deres brug af Lean og har valgt helt konsekvent at implementere Plustids Lean koncept overalt i organisationen.
Lindehaven har derfor opnået at skabe en medarbejderinvolverende forbedringsstruktur hvor alle arbejder med kontinuerlige, systematiske, faktabaserede forbedringer. Efter nøjagtig samme koncept som man ser det i kommercielle industri- og servicevirksomheder.
Medarbejdere og ledelse på Lindehaven er dog meget opmærksomme på ikke at lade de "hårde" principper for produktivitet og præstation få overvægt i forhold til plejehjemmets faglighed og omsorg dvs. den måde kerneydelsen leveres på. Beboerne sættes altså ikke op på et samlebånd.
Hvad har løsningen bidraget til?
Ro om kerneydelsen mere tid til beboeren
Trafikken af plejere på vej til og fra depoter med hænderne fulde af forbrugsartikler ses ikke længere. Plejerne koncentrerer sig nu fuldt og helt om at skabe værdi for beboerne - pleje, omsorg, socialt samvær m.v. Forbrugsartiklerne leveres direkte til boligerne, og plejerne er glade for at være befriet fra de mange praktiske opgaver med at hente og bringe forbrugsartikler til fordel for det arbejde, de egentlig er uddannet til at udføre. Plejerne er også glade for en hverdag med langt færre afbrydelser i de primære arbejdsopgaver og for at gå væsentligt færre skridt i hverdagen end før.
Effektive forbedringer af logistikken af forbrugsartikler
Ved at gennemgå logistikken i detaljer og arbejde systematisk med at minimere de ressourcer, der bruges til at flytte forbrugsartiklerne fra lageret til boligerne, har man frigivet ressourcer til andre ting. Det er vigtigt at sige, at der ikke er flere, der leverer forbrugsartikler end før. Leveringen sker bare langt mere effektivt og uden at det tager tid og ressourcer fra plejepersonalet.
Omgivelserne husker for medarbejderne
Der er defineret nye standarder for orden og ryddelighed og introduceret nye teknikker, som gør, at omgivelserne hjælper medarbejderne med at huske ting, som de ellers selv skulle gå og huske på. Samme teknikker skaber fælles enighed om, hvor tingene skal opbevares, når de ikke er i brug, hvilket igen gør det nemt at finde tingene.
Flere kulturelle og sociale aktiviteter
I takt med at "ikke-værdiskabende" aktiviteter identificeres og fjernes fra opgaverne, kan samme opgaver udføres på kortere tid, vel at mærke uden at det går ud over kvalitet, serviceniveau m.v. overfor beboerne. På den måde frigøres tid, som nu kan bruges på omsorg, pleje og samvær med beboerne. Dette har bl.a. medført flere kulturelle og sociale aktiviteter for beboerne.
Medarbejderne har reel indflydelse på deres arbejdssituation
Den etablerede forbedringsstruktur indebærer, at medarbejderne rutinemæssigt har mulighed for at stille forslag til forbedringer. Ligeledes inddrages de i forbindelse med løsning af konkrete problemstillinger indenfor deres daglige arbejdsområder og får dermed en aktiv og reel indflydelse på egen arbejdssituation.
Bedre plads
Lindehaven har, takket være de nye standarder for orden og ryddelighed, skilt sig af med hele 5 containere fyldt med ting og sager, som viste sig aldrig at blive brugt og dermed bare optog dyrbar plads. Alene ved at fjerne alt det unødvendige har man skabt mere plads og større overskuelighed i hverdagen. Desuden har et generelt øget materialeflow affødt mindre behov for lagerplads.